Padova torsdag
I dag blev det så tid til en udflugt til Padova, 20 min med tog fra Vicenza. Med morgen myldertoget sammen med en masse unge studerende, der skulle til universitet i Padova, var vi hurtigt fremme ved Cappella degli Scrovegni, hvor vi skulle se Giottos berømte fresker fra 1305. Nu er det en af den slags turistseværdigheder, der har begrænset adgang, da man kun bliver sluppet ind i hold af 25 ad gangen, da for megen luftfugtighed kan beskadige freskerne. Så alle steder forlyder det, at man skal bestille plads på forhånd via internettet, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at se disse vidundere.Nå - det fik vi så ikke lige gjort, men med vanlig dansk arrogance og 'det går nok' holdning troppede vi op. I døren blev vi mødt med skiltet, der sagde at alle dagens omvisninger var bookede. Så vi gik ind og spurgte om der ikke lige var plads til to mere, til denne dag. Og jo - de havde sandelig lige to pladser, hvis vi kunne være klar om 5 min. Så ind kom vi sammen med en skoleklasse og fik de tilmålte 15 min ophold under freskerne. Fremgangsmåden kan dog nok kun anbefales på en rigtig god dag, hvor heldet er med een.
Her er et billede af Cappella degli Scrovegni. Billeder af selve freskerne kan ses utallige steder på nettet.
Derefter blev det tid til byrundtur i Padova, for at ende ved Goethes palme i den botaniske have. Her fik Goethe inspiration til sin naturfilosofi ved besøget i 1786. Meget betagende at stå ved dette historiske sted, som man kan læse om i Goethes Italienske Rejse.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar